Om os

Velkommen til Broderi Moderne, som er vores lille vindue ind i broderiets vidunderlige, kreative, underfundige, skønne, smukke, udforskende, udviklende og foranderlige verden. I vores lille butik er vi drevet af at være med til at sprede glæden ved at brodere. Vi er optagede af at udforske nye muligheder, nye trends og nye varer, så vi hele tiden kan være med til at inspirere dig med dit næste projekt uanset om du er helt ny indenfor broderi, eller du er en af vores loyale og flittige kunder.

Butikken ligger i Gammel Munkegade i det centrale Aarhus. Vi har som mål, at uanset hvem du er, hvilket ambitionsniveau du er på, eller hvor stor erfaring du har, så skal vi kunne hjælpe med de rigtige varer og med inspiration og vejledning. Derfor har vi også tæt på alt hvad hjertet kan begære indenfor broderi. Vi har broderikits lige til at gå i gang med, men vi har også broderigarn, broderistof, bøger og andet der kan sætte dig i gang med alt indenfor broderi. I løbet af året afholder vi også workshops i butikken, hvor du kan udfordre dig selv på nye teknikker eller blive beriget med ny inspiration.

Vi glæder os til at møde dig, til at høre om dine idéer, se hvad du arbejder med og hvad dine udfordringer måtte være.

Bor du ikke i nærheden, så kig endelig ind på vores webshop. Du er også meget velkommen til at ringe eller sende os en mail.

Følg os også på Facebook og Instagram for inspiration og nyheder.

Se herunder, hvem du kan møde i butikken eller webshoppen.

Lene Troelsen er medejer af Broderi Moderne, og hun har en lang baggrund inden for tekstil. Hun er oprindeligt uddannet konstruktør fra TEKO. De seneste år er indkøb, konstruktion og design af beklædning blevet erstattet af kvalitetsstyring indenfor tekstilområdet. Hun har altid elsket håndarbejde og masser af andre kreative ting. Hun er en sand datter af en håndarbejdslærerinde! Nu er det så broderi der er absolut topscorer i både arbejds- og fritidslivet. Lene kan finde på hvad som helst, og hun er altid klar på en ny udfordring, og på at prøve nye teknikker, farver, mønstre osv. Da hendes forældre fejrede diamantbryllup, broderede hun selvfølgelig et stort skilt til æresporten.

Dorthe Kidmose Mølby er medejer af Broderi Moderne og hun er uddannet cand.negot. fra Odense Universitet og har arbejdet først med undervisning, men ellers de seneste mange år med marketing og kommunikation, så det er også disse områder hun særligt tager sig af i Broderi Moderne. Dorthe har også lavet håndarbejdet siden hun var barn, og det har især været strik der har fyldt meget, siden hun i gymnasietiden startede på at strikke hønsestrik (for dem der kan huske det…). Hun har nu også fundet en stor interesse i broderi. Hun har typisk gang i mange forskellige projekter på samme tid, fordi hun hele tiden får ideer til nye ting hun gerne vil afprøve. Heldigvis er hun ikke god til at sidde stille uden noget i hænderne.

Josephine er nærmest født med en broderinål i hånden, for hun er vokset op med en mor, som har en lang og stærk baggrund indenfor broderi. Josephines hjerte banker i særlig grad for frit broderi, og det er hun super-skarp til. Det er også derfor, at hun tager på broderihøjskoleophold og -rejser til London for at udforske og udleve sin passion.

Josephine er født og opvokset i Odense. Heldigvis har hun valgt at flytte til Aarhus, hvor hun nu studerer jura. Det er vi rigtig glade for, for så håber vi, at hun vil blive hos os i rigtig mange år.

Du møder typisk Josephine i butikken om lørdagen, men hun afløser også i hverdage ind i mellem.

Thea har en kandidat i Engelsk med tilvalg i Film og Medier, men hendes hjerte brænder i høj grad også for broderi og meget andet håndarbejde. Du vil altid møde Thea i tøj, som hun selv har syet og broderet på, og du kan især kende hende på nogle sindsygt smukke nederdele med broderi på.

Thea har fuldstændig styr på broderi på tøj, deruodver kan hun hjælpe med alle former for broderi.

Katrine er i fuld gang med sin uddannelse på Aarhus Universitet i Engelsk og Historie. Katrine er mildest talt hundredmetermester i alle former for frit broderi. På trods af sin unge alder har hun mange års erfaring og tusindvis af sting bag sig. Hendes broderierfaring strækker sig helt tilbage til hendes barndom, hvor hun gik på Børnebroderiskole på Skals Højskolen for Design og Håndarbejde på sommerkurser i mange år, og Skals er et sted, hvor hun stadig uddanner sig fra ligesom hun også deltager i broderievents rundt omkring i landet.

Jane er uddannet som tekstildesigner fra Designskolen Kolding og senest brodeuse/broderidesigner fra Københavns Mode- og Designskole. Når ikke hun afløser i butikken hos os er hun optaget af sin egen virksomhed  med broderiundervisning og -workshops bredt indenfor bl.a. sashiko, mending, frit broderi og meget mere.

Når du møder Jane er du sikker på at kunne få god hjælp til både teknik, farvesammensætninger og materialevalg.

Pil er vores praktikant, som du ikke nødvendigvis møder i butikken, fordi hun har travlt med at pakke webshopordrer, pakke varer ud eller sætte system på vores lager. Pil er nemlig virkelig dygtig til at sætte ting i system og til at holde orden. Hun er også rigtig god bag et kamera og på sociale medier.

Møder du Pil, så er hun meget smilende og imødekommende og kan hun ikke selv hjælpe dig, så finder hun en, som kan.

Hannah går på Marselisborg Gymnasium og hjælper til i butikken, når hun kan klemme det ind i hverdagen. Hun hjælper med alt lige fra webshop, udpakning af varer til pakning af broderikits.