Sashiko – som betyder små sting – er en gammel japansk syteknik, som oprindeligt blev brugt som en form for quiltning, til at sy flere lag stof sammen til tykke vinterkimonoer eller til forstærkninger på anden beklædning.
Nu bruges sashiko mest som dekoration og betragtes som en broderiteknik.
Motiverne til sashiko-broderierne er talrige og tager oftest udgangspunkt i naturen.
På denne workshop vil jeg introducere dig til de grundlæggende teknikker for sashiko-broderi:
Optegning af mønstret på stoffet
Gennemgang af de materialer der skal bruges for at komme godt i gang.
Tips og tricks til hvordan stingene skal syes for at få det mest ensartede udtryk og for at du får den meditative glæde ved at bygge et motiv op med gentagelser og hundredevis af bittesmå sting.
Materialeprisen er 30,- kr som betales på workshoppen.
Underviser: Hanne Plougmand
Sted: Broderi Moderne, Nørre Allé 45, 8000 Aarhus C
Tidspunkt: Tirsdag d. 18. februar 2025 kl.18.30-21.30
Med udgangspunkt i en livslang kærlighed til håndarbejde, og en ukuelig nysgerrighed på fordybelse i teknikker og materialer, har jeg tildelt mig selv titlen: ”Autodidakt tekstilmager”
Jeg er uddannet pædagog og voksenunderviser.
Efter 6 år i verdens bedste broderikiosk ”Broderi Moderne” arbejder jeg nu i det lille firma fuldend.dk med montering af broderier. Jeg underviser rundt i hele landet, primært i broderi.